Bitcoin runder $ 2.100 – global efterspørgsel stiger
Bitcoins har længe været en særdeles udskældt valuta, som myndigheder verden over har anklaget for holde hånden over kriminelle, herunder alt fra terrorisme til hvidvaskning. Den digitale valuta (også kaldet cryptocurrency) lader dog i disse dage til at sætte sine skeptikere på plads, og kursen fortsætter ufortrødent sin himmelflugt. Efter stagnation og moderate fald de seneste år har bitcoin siden hen ikke set sig tilbage. Bitcoin har således for nyligt rundet den magiske grænse på $ 2.000, og udviklingen lader til at fortsætte. Senest har den digitale valuta nemlig rundet en kurs på hele $ 2.100.
Kursstigninger skyldes flere forhold
Eksperter mener, at de seneste kursstigninger skal tilskrives en lang række forhold og altså ikke blot enkeltstående begivenheder. I Japan steg handlen blandt andet markant, efter myndighedernes introduktion af nye regler om, at bitcoin i fremtiden vil blive anerkendt som en officiel valuta i banksystemet. Japan sidder på nuværende tidspunkt på 55 % af alt handel med bitcoins, hvilket er en markant stigning, der vidner om, at landet i den grad har taget den udbredte cryptocurrency til sig.
Også Kina lader til at bløde op ift. digital valuta. Myndighederne i landet har længe haft et noget ambivalent forhold til digitale valutaer såsom bitcoins, men senest har man kunnet notere sig et betydeligt fald i prisforskellen mellem kinesiske og amerikanske vekslere, hvilket måske er et tegn på, at Kina langsomt er ved at blive mere tolerant over for digital valuta. Kina er et kæmpe marked, som dog hidtil har været tilbageholdende, når snakken er faldet på digitale valutaer, men skulle denne tendens vende, tyder alt på, at kursen på bitcoins vil stige yderligere
Det er dog ikke kun i Asien, at politiske begivenheder har resulteret i en større efterspørgsel efter bitcoins. I USA er præsident Donald Trump kommet i stormvejr efter afskedigelsen af lederen for FBI, James Comey. Fra visse kredse kræves der, at Donald Trump indbringes for en rigsret, som skal kortlægge hans ansvar i miseren. Denne usikkerhed har øget efterspørgslen efter bitcoins, der bliver anset som en ”sikker havn”.
Også i Brasilien har politisk uro omkring præsidenten Michel Temers påståede forsøg på at forhindre fremtrædende vidner i at afgive forklaring i en stor korruptionssag medvirket til den digitale valutas kursstigning.